Besøg hos Racing9000

Teamchefen for Racing9000, Michael Morell, der også er aktiv kører i Ferrari Challenge havde inviteret os til et besøg i det top professionelle Racing9000’s lokaler i 9000 – Ålborg! Søndag den 19. august tog vi turen til Ålborg, hvor der ventede os et besøg på værkstedet hvor de fire Ferrari 360 Challenge biler holder, når de ikke kører race, og hvor de repareres, serviceres og skilles ad i atomer, om nødvendigt. Det kan give søvnløse nætter, at vide hvordan mekanikerne har splittet bilerne ad på værkstedet, men mekanikerne er efterhånden så dygtige, at de selv klarer alt.

Da vi havde fået præsenteret det flotte værksted, der endnu ikke er helt færdigt indrettet, og hvor man i det kommende år forventer endnu flere biler, end de fire der allerede holder til på værkstedet, gik vi en tur i garagen, hvor bilerne til gadebrug står. Foruden Michaels egen Ferrari 360 Modena stod en Lamborghini Gallardo og tre andre Ferrarier i garagen.

Vi var inden besøget hos Racing9000 blevet lovet en tur i en af Ferrarierne af Michael, om det skulle være nu, det vidste vi intet om…men vi havde da snakket om det, på turen der op.
I garagen snakkede vi lidt, og kiggede på de biler der stod der, og da Michael pludselig udbryder, ”Nå ja, vi skal da også lige ud og køre 360’er i dag”, gør han bestemt ikke vores dag dårligere. Da han så spørger, om vi begge har fået kørekort, hvortil vi begge kan svare ”JA!!”, bliver smilet ikke mindre, det vokser tværtimod. I takt med pulsen og adrenalinen. Det kunne jo tyde på, at vi ikke skulle nøjes med at sidde i passagersædet, og dermed selv sidde bag rattet i en Ferrari for første gang.

Michael startede sin 360’er, f*#k et skrald! En efter montering af to challenge udstødninger gør kun den magiske musik endnu bedre, endnu højere og mere fantastisk. Efter en tur i passagersædet, der allerede levede fuldt op til de forventninger vi havde haft inden ankomsten, var det for første gang vores tur, hver i sær, til at sidde bag rattet af en Ferrari - også endda en 360'er! En uforglemmelig oplevelse, der har givet os begge et tydeligt indtryk af, hvor mange heste der ligger gemt under motorhjelmen på sådan et køretøj - der skal knap nok trædes på speederen før den, legende let, flyver afsted, mens speedometeret bliver en helt unødvendig del af instrumentbrættet - for der er bare ingen tvivl om, at det går virkeligt stærkt, hvis det er det man ønsker! 

Dette arrangement får 5 ud af 5 heste - plus en guld hingst - fra WeLoveFerrari.dk,
Stor tak til Michael Morell for besøget, turen, poloen og ikke mindst en uforglemmelig oplevelse!!