Enzo Ferrari

Det hele begyndte i et hus i udkanten af Modena i 1898. Vinteren var usædvanlig kold og selvom Ferrari blev født den 18. februar lå der så megen sne at Enzos mor ikke kunne komme op til kirken før den 20. og få den nyfødte registreret. Ifølge italiensk lov på det tidspunkt var det Enzos officielle fødselsdag.

 

 

Som dreng kom han med sin far til motorløb i Bologna, hvor specielt to kørere, Felice Nazzaro og Vincento Lancia gjorde indtryk på ham. Efter at have set flere løb ønskede han at blive racerkører. Sentensen ’Først går man så grueligt meget igennem og så bliver man berømt’ passer på Ferrari, for den første verdenskrig var hård ved ham.

Han blev indkaldt i 1917, hjemsendt vinteren 1918-19 alvorligt syg og uden en Lire på lommen. Han kom sig og var så heldig at komme i forbindelse med en lyssky person der tjente hurtige penge på manglen af biler i Italien efter krigen. Fidusen bestod i at pille karosserierne af små militære lastvogne, ombygge chassierne og sælge dem til karosseribyggere.

Ferraris job bestod i at køre chassierne fra Torino til Milano. I begge byer opholdt han sig i de barer, hvor datidens navne indenfor motorsport holdt til.

Han blev nær ven af Ugo Sivocci, der var testkører hos Costruzione Meccaniche Nazionale, eller CMN.

 

CMN fremstillede biler i små serier og deltog i datidens løb og i 1919 deltog Ferrari i Parma-Poggio di Berceto bjergløbet hvor han blev nr. 4.

Senere samme år tilmeldte CMN Ferrari til Targa Florio løbet sammen med Sivocci.

Hvor mange - eller få penge der var i datidens motorsport ses af at de to venner kørte hele vejen fra Milano til Sicilien i den vogn de skulle deltage med. I bjergene i det sydlige Italien kørte de fast i snedriver og blev angrebet af sultne ulve, men Ferrari havde en pistol med, så de holdt ulvene på afstand.

Selve løbet var ingen succes for de to, idet de kom så sent til målet, at ’Tidstagerne og tilskuerne allerede havde taget toget til Palermo’, som Ferrari skriver i sine erindringer.

I 1920 begyndte Alfa Romeo at bygge biler igen og der var mange ledige stillinger at få og for Ferrari var det mere tillokkende end jobbet hos CMN. Ferrari flyttede telt- pælene over til Alfa og det varede ikke længe før han kunne tage Sivocci fra CMN over til Alfa.

Alfa rådede over 4 kørere: Antonio Ascari, Guiseppe Campari, Ugo Sivocci og Ferrari.

Ferraris talent som kører kan diskuteres, af de fire var han ikke den bedste, men hans placeringer tyder på et habilt håndelag:

1920 Targa Florio,Madonie banen. Nr. 2.

1921 Mugello banen. Nr. 2.

1923 Ravenna-Savio banen. Nr. 1.

1924 Padua-Polsine banen. Nr. 1.

1924 Pescara GP Coppa Acervso. Nr. 1.

1927 Modena banen. Nr. 1.

1928 Modena banen. Nr. 1.

1928 Alesandriabanen. Nr. 1.

1928 Mugello banen. Nr. 3.

1930 Pietro Borodino banen. Nr. 3

1931 Circuito delle Tre Province. Nr. 2.

1932 Bobbio-Penice. Nr. 1.

Af disse løb var sejren på Savio banen ved Ravenna den der kom til at sætte sig spor helt frem til i dag. Løbet fandt sted d. 17. juni og Ferrari satte også ny omgangsrekord, og vandt løbet i en meget overbevisende stil. Efter sejren blev Ferrari lykønsket af bl.a. forældrene til jagerpiloten Francesco Baracca. Baracca havde som jagerpilot under første verdenskrig skudt 35 fjendtlige fly ned før han selv blev skudt ned i 1918. Fra vraget af hans jagerfly havde man sendt hans forældre hans kendingsmærke, en stejlende sort hingst på hvid baggrund. Baracca familien ønskede at Ferrari skulle modtage dette våbenskjold som udtryk for mod og dristighed:

”Ferrari, anbring min søns stejlende hest på din vogn, det vil bringe dig held” sagde Baracca’s mor.

 

Ferrari anbragte hesten på en gul baggrund, byen Modenas farve og satte emblemet på sin vogn. Senere, da han blev leder af Alfa’s racerafdeling blev det bomærke for denne afdeling og da Ferrari og Alfa gik hver til sit, blev det som bekendt Ferraris kendetegn. Det sjove er at skjoldet først kom på Ferrari-vognene i 1952 mens det rektangulære køleremblem var på den første Ferrari i 1947.

Mellem 1920 og 1923 skete der det at Ferrari kom ind i inderkredsen hos Alfa. Han fik ledelsens absolutte tillid, hvilket skyldtes hans store organisatoriske talent og et nært venskab med Giorgio Rimini, der var firmaets salgsdirektør og derfor leder af de sportslige aktiviteter.

Ferrari trak FIATs bedste teknikere over til Alfa, Luigi Bazzi, Vittorio Jano, Giulio Ramponi, Attilio Marioni og Gioacchino Colombo, navne der er berømt for deres motorer til Ferraris vogne da han blev ’selvstændig’. Dette ran medførte at FIAT trak sig ud af motorsport.

En aften i efteråret 1929 sad Ferrari, Caniato-brødrene og Mario Tadini i en restaurant i Bologna og diskuterede muligheden for at danne et privatteam eller ’scuderia’. De blev enige om at føre ideen ud i livet og den officielle dato for dannelsen af ’Scuderia Ferrari’ blev 1. december 1929.

 

Oplægget til denne ’dannelse’ var at Alfa var blevet overtaget af den italienske stat efter at have været i økonomisk krise og at Ferrari var blevet Alfa forhandler for provinserne Emilia, Romagna og Marche og havde slået sig ned i Modena. Men Alfa overdrog hele sin racerafdeling til Ferrari med samtlige kørere, Novulari, Varzi, Chiron, Moll, Trossi, Lehoux og Dreyfus. Denne overdragelse medførte at Alfas hvide trekant med det grønne firkløver blev afløst af det gule skjold med den stejlende sorte hest ’Cavalino Rampante’ på vognenes kølerhjelm.