Sæsonafslutning i Abu Dhabi

Det blev ikke overraskende det nye supertalent Sebastian Vettel, der tog den sidste sejr på den utroligt flotte bane i Abu Dhabi. Efter en sæson, der har været præget af mange overraskelser, uheldige retssager, beskyldninger, afsløringer osv. kan vi se tilbage på en 2009-sæson, der blev vundet af et team, der inden sæsonstarten slet ikke vidste om økonomien ville tillade dem at stille til start i Australien. Jenson Button fik endelig sin første VM-titel i hus, og Ross Brawn gjorde det altså endnu engang, hvilket for alvor understreger hans enorme potentiale, og hvor vigtig en rolle han kan spille i ethvert formel1team.

Man kan ikke undgå at få lidt ondt af Honda, der trak sig fra formel1 lige inden sæsonstarten, hvilket medførte at Ross Brawn overtog det skrantende Hondateam og omdøbte det til Brawn GP. Et træk, der skulle vise sig at blive en mindre katastrofe for Honda, der stadig har været nødsaget til at smide store summer penge afsted til Brawn teamet, selvom de reelt ikke har været hverken tilstede, eller involveret i denne sæson - og som endte med at det der egentligt skulle have været en Honda, men som blev en Brawn-bil, gik hen og vandt det hele på meget overraskende vis!

Efter sæsonens sidste løb på Yas Marina Circuit må vi også sige farvel til endnu en stor formel1kører hos Ferrari. Kimi Räikönnen bliver i næste sæson afløst af den spanske ex-verdensmester Fernando Alonso, som vi ser frem til at følge i Ferrariteamet i næste sæson, hvor Felipe Massa også gerne skulle være klar til at sætte sig bag rattet igen. Giancarlo Fisichella fik sin store drøm opfyldt, da han fik muligheden for at køre sæsonens sidste løb som Ferrari-kører. Desværre for Fisichella blev det aldrig til de helt store resultater, men ikke desto mindre kan han nu skrive "tidligere ferrari f1 kører" på sit cv, hvilket sikkert ikke er helt uden betydning for en italiensk racerkører.

Udover et lidt kedeligt og monotomt racerløb på den flotte bane, var der dog lidt spænding da Lewis Hamilton måtte udgå forholdsvist tidligt i løbet på grund af mekaniske problemer. Alt i alt var sæsonens sidste løb et godt billede på den sæson, som vi har været vidne til i år, da de fire første placeringer blev indtaget af to Red Bull biler, efterfulgt af to Brawn biler. En god indikation af, hvem der for alvor har sat sit præg på denne sæson!

Mens vi for nogle dage siden kunne følge nyhederne omkring åbningen af den nye mega-udgave af en Ferrai Store i Dubai, må vi desværre vente lidt endnu før vi ser de første billeder af det kæmpemæssige motorsports-center Ferrari World, der ligger lige op og ned af den nye formel1bane i Abu Dhabi. Ferrari World vil indeholde en lang række forskellige Ferrari- og motorsportsrelaterede aktiviteter, der kan få enhver rigtigt drengerøv til at gå tilbage i barndommen. Vi glæder os utroligt meget til at se meget mere om det nye mega-projekt, og vi vil selvfølgelig gøre alt for selv at besøge Ferrari World, og dele oplevelsen med alle besøgende på weloveferrari.dk. Indtil videre må vi alle nøjes med de ting, der allerede er blevet afsløret på Ferraris egen hjemmeside www.ferrari.com.

 

Tak til Kimi for den VM-titel hans kørte sig til, på gensyn til Felipe Massa, og goddag til Fernando Alonso. Vi glæder os allerede til næste sæson, hvor Ferrari forhåbentligt kan sætte et større præg på konkurrence om VM-titlen i motorsportens kongeklasse.