Ny Ferrari 458 Italia

Så er der igen nyt fra Ferrari - og denne gang er det rigtigt spændende nyt! Ferrari har nu officielt offentliggjort de første pressebilleder af efterfølgeren af F430. Dermed kommer det nyeste skud på stammen i den meget succesrige serie efter F360 Modena og, som nævnt F430, til at hedde 458 Italia.

Rent designmæssigt er der sket en del i forhold til fx. Ferrari California, der var meget mindre opsigtsvækkende en dette nye vidunder, der bl.a. også er udstyret med udstødning, med tre udgangsrør, som er hentet direkte fra den legendariske Ferrari F40. Designet er utroligt opsigtsvækkende og lever i fuld grad op til det som vi forventer af Ferrari - en bil, der ser hamrende lækker ud, og som signalerer at der ligger noget helt specielt gemt under motorhjelmen.

Navnet 458 Italia kommer efter motorens størrelse, der er på 4,5 liter og antallet af cylindre, som ikke overraskende er på 8 - ligesom forgængerne. 458 Italia vil få intet mindre end 570hk og den kører fra 0-100 km/t på bare 3,4 sekunder! Har man mod på, at presse den helt til grænsen, så vil man opleve, at den først stopper med at accelerere ved 325 km/t, som er topfarten.

Ferrari 458 Italia bliver præsenteret for første gang midt i September måned og derefter kan vi se frem til de første tests, der vil vise hvordan den lille ny klarer sig på banen i forhold til forgængerne - og ikke mindst 430 Scuderia. Indtil da kan vi glæde os over (og nyde!) de første billeder:

Se meget mere om den nye Ferrari 458 Italia på Ferraris officielle side, der er specielt udviklet kun til den nye model.
http://speciali.ferrari.com/458italia/index_en.html